Solen gløded. Jeg drømte mig Kejser.
Jeg er kun en dansk Poet, som rejser.
Stipendiat i fortvivlede Kaar.
(Komiker, ikke fyldt tredive Aar.)
Kejser, Kejser! Hjælpe mig Gud,
Danmark klækker ej Kejsere ud!
Vi naar kun til Prinser, hvis jævne Liv
er Folkets daglige Tidsfordriv.
Vor Aandskraft blomstrer i Albertiner,
Spekulanter i Sjæls-Margariner.
Uhæderlig gult er det ganske Land,
Falsmaal selv blev en hæderlig Mand!
Men her paa Forums hellige Fliser,
hvor Marmorsøjler Cæsarer priser,
hvor Brutus’ stolte, myndige Skridt
har vakt Plebejernes Mumlen tit,
her lyder plebejisk saa mange Røster,
som hjemme Folkets Forhaabning trøster,
og dog jeg savner i disse Gader
det Folk, jeg elsker, det Folk, jeg hader,
det Land, som gav mig min Fattigdom,
mit Liv, mit Sprog — og min Gang til Rom!
O, glød du Sol paa Cæsarers Himmel,
at jeg kan drømme mig rig og svimmel,
at jeg kan tro mig et Nu som Kejser,
— jeg danske Stodder, som stipendierejser!
Rom