Af en Kantate
til det nordiske Haandværks- og Industrimøde i København.
til det nordiske Haandværks- og Industrimøde i København.
SOLO
Slægternes Vilkaar veksle med Tiden,
fødes og falde som Løvet i Skov,
styrke vor Evne og øge vor Viden —
Fælles for alt er Forandringens Lov.
Jerntider var her i længst svundne Dage,
Haandværk blev gjort af kunstfærdige Mænd.
Nu er der kommen en Jerntid tilbage,
som over Jord gaar besejrende hen.
Jernarme strække sig ud over Verden,
Kloden omspændes med Ringe af Staal,
Rummet genlyder af Hamrenes Hærden,
Esserne lyse som varslende Baal.
Afstande kortes, og Tiden forlænges,
Grænser udslettes, og Fordomme dø.
Ude og inde det gamle fortrænges,
Jerntiden raader paa Land og paa Sø.
Menneskeviljen har skabt sig et Vaaben,
nu gaar den frem med ustandselig Magt;
Bjærgene sprænges, til Vejen er aaben,
til underdanig al Jorden er lagt!
KOR
Men Rummet svulmer
af ubrugt Vælde;
Jorden ruger
paa ukendt Kraft.
Af Vejrets Aande
skal Styrke vindes;
i Muldens Mørke
skal Evner findes.
Af Havets Strømme
og Fossens Fald
umaalte Kræfter
indsamles skal.
Én Slægt oplever,
hvad vi har drømt. —
Naturens Rigdom
faar ingen tømt!
SOLO
Jerntid er kommen, og Jernvilje kræves;
glød den i Gerning og hærd den i Strid!
Norden har Skatte, som venter at hæves,
hæv dem! Da gryr det mod Guldaldertid.