I
Der ligger en Barne-Stambog og venter
her paa mit Bord,
den lille Lydia bad mig at skrive deri nogle Ord:
Et Vers, for, Fætter, du skriver jo Vers,
og Mor har sagt, de er søde!
— Men Bogen blev liggende paa mit Bord,
og lille Lydia døde.
Jeg har begaaet saa meget ondt,
men denne Synd var dog stor;
thi lille Lydia vilde leet
til Tak for hvert enkelt Ord,
og lille Lydia fik kun Lov at le saa lidt,
før hun døde.
— Derfor er hendes urørte Bog
mit Sinds vemodigste Brøde.
II
Ja, ja, vi dør, lille Lydia,
og oftest, før selv vi vil;
vi fødes og dør og ved ej, hvorfor
hverken Liv eller Død er til.
Vi drager en Dag vor Aande,
vi lukker en Dag vor Mund —
Hvem ved, hvorfor vi blev vækket
af Støvets stille Blund!
Dit Hjerte var sygt, lille Lydia,
og nu har det sprængt dit Bryst;
det voksed sig altfor stort for det Sted,
hvor det skulde skælvet i Lyst.
Men jeg, som fik Lov til at leve,
og jeg, som fik Lov til at le,
maa spørge, fuld af Forundring,
hvorfor du fik Lys at se!
For ved du det, lille Lydia,
der er et Mirakel til,
som hænder for rig og for fattig,
for den, som selv ikke vil:
da bliver vort Hjerte levende,
som havde det før været dødt.
Og hvorfor skal vel et Menneske dø,
før det har Miraklet mødt!
Dog, nu er du død, lille Lydia,
fordi dit Hjerte var sygt.
For dig skal intet vidunderligt ske,
men heller ej noget stygt.
Men jeg, som nu soner min Brøde,
hvad ikke du faar at se,
vil mindes, saa tit jeg sørger,
hvor lidt du fik Lov til at le!