Saa vaagner en Morgen i Havernes Bed
de Roser røde og hvide;
og alle de Hjerter, som lide,
dem fylder den lønligste Jubel derved!
Saa driver de bort over Land og Sø
de lyse, duftende Blade;
og alle de Sind, som er glade,
dem tynger en Kummer, som skulde de dø!
Thi den, som danser paa Roser, en Dag
skal barfodet Tornene træde,
men den, som for Roserne græde,
skal finde dem blomstrende under sit Tag!