A. D. Jørgensen
(Af en Kantate ved Mindefesten paa Universitetet.)
(Af en Kantate ved Mindefesten paa Universitetet.)
I
Døden gaar mellem Mennesker og søger de bedste ud,
lægger helst sin tunge Haand paa den, som mest behøves.
Alle vi andre ældes, og vore Sanser sløves,
mens Døden gaar iblandt os og søger de bedste ud.
Han var en af disse faa, som Døden for tidligt tog,
Mænd, som ej erstattes, hvis Navne ikke glemmes,
Mænd, som der skal læres om, saa længe Lærdom nemmes.
Han var stor blandt disse, som Døden tidligt tog.
Vilje var hans Styrke og modig Klarhed hans Maal.
Selv han skrev sit Mindeskrift, naar Fortidstræk han tegned
med retfærdig Strenghed, saa falske Farver blegned.
Vilje var hans Styrke og Klarhed hans Maal.
Døden gaar mellem Mennesker og søger de bedste ud.
Sikkert tog dens tunge Haand om hans, saa den blev stille,
saa han rolig fulgte om bag det store Skille.
Men Døden gaar iblandt os og søger de bedste ud.
II
Store Tiders store Tanker
fostrer store Sind,
der som stolte Taarne ranker
sig i Solen ind.
Men er Tiden trang og lille,
vokser alting smaat og stille,
og man undres, naar man øjner
noget, som sig højner.
Stort at være blandt de største
i den store Tid!
Stolt at tælles med de første
i de manges Strid!
Større dog at kunne stige
højt, naar alt er lavt og lige;
der behøves større Kræfter
— Smaaligheden hefter.
Over Slægters Veje rinder
Tidens Vande hen;
stolt at have store Minder,
som kan staa igen.
Hans vil staa, naar andre fældes,
ungt og stærkt, naar andre ældes,
som en Eg blandt Bøg og Birke
i vort Dannevirke.