Jeg har bedækket dit Leje med Kys
og dugget din Pude med Graad,
viljeløs driver jeg mod dig, som var jeg
en herreløs Baad.
Blodet, som rinder igennem mit Bryst,
det er ikke længer mit;
alt, hvad jeg ejer af levende
og lyst og skønt, er dit.
Hvor har jeg været, til det blev Nat,
og hvor skal jeg være til Dag!
Tiden er ikke min egen mer,
ej heller mit Hjertes Slag.
Jeg er den Væv, som du har brugt,
hvor siden dit Mønster staar,
urørt ligger dit gyldne Garn,
og aldrig din Skytte gaar.
Jeg er en Kirke med Orgel og Sang,
og du er den store Gud.
Helligdagstjenesten er forbi,
og Kirkefolket gaar ud.
Langsomt tømmes det høje Hvalv
for Lyd af Orgel og Sang,
ligger tilsidst saa dødsenstyst. —
Naar fyldes det næste Gang!
Jeg har bedækket din Stol med Kys
og hulket over dit Bord;
øde ligger din Stue hen
med Genlyd af mine Ord.
Jeg har været en kostbar Stav
af Sølv og Cedertræ,
du tog den i dine Hænder
og brød den over dit Knæ.