Den Mand blir tavs, hvem Sorger slaa
med Smertens kolde Svøbeslag;
han vælger ensom Vej at gaa
og tier mere tungt hver Dag.
Hans Mund er som en Runestreg
i Læbens Stenkød skaaret ind;
hans Pande bliver skarp og bleg,
og blegt hans Øje, skarpt hans Sind.
Ensom han gaar sin tavse Gang
som en Cypres, der skrider frem.
Men hvor han taler, standser Sang,
og hvor han ler, gaar Glæden hjem.
Thi taler stum, da skræmmes den,
som sorgløs ødslede med Ord,
og ler sørgmodig Mand igen,
det er, som Rædsel fra ham fo’r.