Jeg skælver i Nat, jeg græder i Nat,
jeg slaar mig for Panden og ler;
hvad er det? — Lukker jeg Øjet, i blændende
Lys jeg ser!
Jeg møder et Blik, som jeg kender igen,
saa blankt som uplettet Staal,
min Sjæl, der løfter sig nyfødt fra Smertens
lutrende Baal!
Hvad er det, min Mund? Hvad er det, mit Bryst?
Hvad er det, mit bankende Blod?
Min skrivende Haand, som sitrer?
Mit utaalmodige Mod?
Hun elsker mig! — O, jeg ved det,
alt levende nynner derom,
saa hed som en hellig Flamme
hun ind i min Stue kom.
Jeg siger dig, Maane; jeg siger dig, Sol;
jeg siger dig, tindrende Jord:
I har ikke Lys saa blændende som det,
der i mig bor!
Hun elsker! Det er det hvideste Skær,
som noget Menneske ser —
Jeg skælver i Nat, jeg græder i Nat,
jeg lukker mit Øje og ler!