Andermatt — Andermatt,
hvorfor længes jeg efter din Fred i Nat!
Dine venlige Døre, dine fromme Ruder,
dine Gavle, som ud over Gaden luder!
En Middag jeg sad paa en Trappesten
i Andermatt, med mødige Ben,
og længtes bort, maaske mod mit Hjem,
og kendte ikke til Vejen frem,
og talte saa usselt Andermatts Sprog,
at ikke jeg blev paa Værtskonen klog,
og sad og saa paa Bjærgenes Rygge,
der stod saa tusindaarige trygge,
og følte mig selv som et flagrende Fnug,
et Støvgran i Solen, en Draabe af Dug.
— Men Andermatt, i Nat er jeg hjemme
og længes efter mig selv at glemme.
og længes at stige som Duggens Dampe
mod Solens store, evige Lampe,
og ved ikke Vej og ser ikke Sti,
og ræddes, at Rejsen skal være forbi!
Andermatt — Andermatt,
derfor længes jeg efter din Fred i Nat.