Hospenthal ligger i Dalen,
hvor Floderne sammen bruse.
Hospenthal er en lille By
med Kirke og venlige Huse.
Og det var en Morgen i Hospenthal,
hvis hvidgardinede Ruder
hilste mig fra hver gammel Gavl,
som ud over Gaden luder.
Ned jeg kom fra det store Bjærg,
den evige Sne’s Regioner,
og vandred ene og ukendt om
blandt Hospenthals Piger og Koner.
Mit Bryst stod fuldt af Tindernes Luft
mod Favntag skjalv mine Arme,
i Øret syded Flodernes Sus,
af Vejen var Læberne varme.
Og det var Hospenthals Jomfruflok
og alle Hospenthals Koner,
forundrede saa de mig, som kom
fra den evige Sne’s Regioner.
De laa ved Rude, de stod ved Dør,
de sad paa Trappernes Stene.
Langsomt gik jeg Gaden frem,
saa ukendt og saa ene.
* * *
St. Anna-Gletscher var hvid af Sne
og gylden af Sol og Varme.
Mit Bryst stod fuldt af Tindernes Luft,
mod Favntag skjalv mine Arme.
Der ligger en gammel Taarnruin
lidt ovenfor Hospenthals Huse,
hvor Furkafloden styrter sin Strøm
over Møllens frønnede Sluse.
Dér laa jeg og saa paa St. Anna’s Sne
og aandede dybt og længe,
mens Flodens Sus i mit Øre sang
som dybe, evige Strenge.
Vær stille, mit Sind! Vær stille, mit Savn!
Og I, mine Aarer, som bruse!
Hospenthal er en lille By
med Kirke og venlige Huse!
Vær stille, min Haand! Vær stille, min Mund!
Mit Blod, som iltert rinder!
Hospenthal er en lille By
med skriftegangende Kvinder!
St. Anna’s Gletscher foran mig steg
ubændigt mod Guds Himmel.
Min Kind blev skiftende rød og bleg,
som om jeg var syg og svimmel.
Den varme Sol, det duftende Græs!
Og Flodernes Sus i mit Øre!
— Med lukkede Øjne laa jeg hen
og kunde mit Hjerte høre.
* * *
Hospenthals unge Piger
vil gerne langs Floderne gaa
og binde sig Blomsterkoste
af Blomsterne, der staa.
To og to eller ene
de gaa langs den stride Strøm
og sanke de vilde Blomster
og drømme saa mangen Drøm.
Selv jeg laa og drømte
ved Taarnruinens Fod.
Da vaagned jeg op: en Kvinde
tæt ved min Side stod.
Hun rødmed som jeg og skælved,
helst vilde hun gaa sin Vej.
Hun bar i de hvide Hænder
den blaa Forglemmigej.
„Den Blomst! Jeg holder af Blomster,
maaske maa jeg den faa?” —
Hun rødmed som jeg og skælved,
helst vilde hun fra mig gaa.
„Jeg er fremmed i Hospenthal.
Hvorfor er du saa bange?
Jeg ligger og ser paa St. Anna’s Sne
og hører paa Furkas Sange.
Sæt dig hos mig! St. Anna’s Sne
er kysk som Hospenthals Kvinder;
men Furka syder med Voldsomhed,
og glødende Solen skinner.
Sæt dig! Nej, hvor din Haand er hvid,
som dér den i Græsset ligger!
Hvem er du? — Laver du Schweitzerost,
eller sidder du hjemme og strikker?”
Jeg ved ikke hvad, jeg ved ikke hvem,
jeg ved ikke Dag eller Time.
Over os jubled Lærkerne,
som gyldne Klokker kime.
Jeg ved, der var Sol; jeg ved, der var Duft;
jeg hørte mit Hjerte bruse — — —
— Hospenthal var en lille By
med Kirke og venlige Huse.