Den Mand, som ved, han elsker,
hvor bliver han skøn og stor,
hvor blomstrer under hans Øjne
den nyopvaagnede Jord!
Han føler sit Blod, han kender sin Kraft,
han bliver saa ung og stærk,
han gaar til sin vante Gerning
som til et helligt Værk.
Og møder han den, han elsker,
hvor fanger hans Øjne Glans,
da vugger hans varme Pulse,
da gynger hans Sind og Sans;
han hilser og bøjer sit Hoved dybt,
som gik han forbi Guds Fod,
og skynder sig hjem i sin Stue
med sit bevægede Blod.
Han vaagner ofte om Natten og tror
det er højlys Dag;
han springer karsk fra sit Leje
og hører sit Hjertes Slag;
han lukker ofte sin Dør i Laas
og sætter sig ensom hen
og smiler maaske og græder —
og græder og smiler igen.
Og hænder det, at der bankes,
da farer han skælvende til
— og ser for sin Tærskel en Tigger
og spørger ej, hvad han vil,
men tager sin Pung og yder ham Hjælp —
og sætter sig atter hen,
og græder maaske og smiler —
og smiler og græder igen.