Langt borte ligger Bjærgene i Aftensolens Skær,
i violette Taager de bag hinanden dølges;
de er som store Bølger, der taust og evigt følges,
som aldrig rinder bort, og som aldrig ruller nær.
I stivnet Form de løfter sig selve Himlen nær,
som bød de den til Hvile paa deres brede Rygge.
I deres Dale vaagner nu Nattens sorte Skygge
og vandrer stor og lydløs ned mellem Slettens Trær.
Men Dagens hvide Skyer har disse Bjærge kær.
Som Havets hvide Maager imellem mørke Bølger
de svømmer ind iblandt dem, til Tinderne dem dølger —
de store, stumme Tinder i Aftensolens Skær!
Arta.