Højt ligger Moskeen, forladt og øde;
de troende flygted, og Muezzinen døde.
En Morgen kom han ikke i Minaretens Dør
og sang sin Sang til Allah, som han plejede før.
Man savned ham ikke. Man takkede Gud,
fordi han havde ryddet den sidste vantro ud,
og knuste Templets Ruder og sprængte dets Port
og mente, at man havde en hellig Gerning gjort.
* * *
Saa laa da Moskeen med sin hvide Minaret
og raabte mod Himlen over det, som var sket.
Mængden gik forbi den og ænsed den ikke,
kun Præsterne sendte den spottende Blikke.
Ukrudtet ranglede sig frodigt og stort
op ad dens gule Mure og ind ad dens Port.
Høgene fløj ud og ind ad Minaretens Dør,
hvor Muezzinen plejede at hilse Allah før.
Og det forgyldte Spir med Halvmaanens Tegn
blev irret og rustet af Taage og Regn.
* * *
Tiderne gik. Endnu Moskeen stod.
Saa bygged man en Kirke i Ly af dens Fod.
Et Trækors blev signet og paa Tagryggen stillet,
og over Døren hængte man Jomfruens Billed.
Og Folk kom forbi, og man tegnede tyst
et Kors for sin Pande og et for sit Bryst.
Man glemte Moskeen, som laa dér saa øde;
kun Præsterne takked’ endnu for den døde.
Høgene fløj ud og ind ad Minaretens Dør,
hvor Muezzinen plejede at hilse Allah før.
* * *
Tiderne gik. Endnu Moskeen stod.
Kristenkirken laa saa trygt i Læ ved dens Fod.
Da skete det en Nat, som det ofte var sket,
at Vindene faldt an mod den hvide Minaret.
Den gav sig, den nejed, det rustne Spir faldt ned
og slog mod Kirkens Trækors, som splintredes derved.
Høgene fløj skrigende fra Minaretens Dør,
hvor Muezzinen løfted sin Sang til Allah før.
Murens Sten sprang løse og kasted Kalkens Lag,
der regned som et Uvejr ned over Kirkens Tag.
Og inde i Moskeen lød Vindens dybe Sus,
som raabtes onde Trusler i Allah’s gamle Hus.
* * *
Men da man kom ved Daggry at se, hvad der var sket,
laa Kristenkirken knust af den hvide Minaret.
Arta.