Alt mødigt Liv nu giver sig
den styrkende Søvn i Vold,
og Vinden, den vældige Hyrde,
jager sin Hjord i Fold.
Dagen igennem han drev den
over den vide Mark af Sted,
nu har han Skaren samlet
derude ved østre Led.
Den træder tyst over Tærskelen,
den store, uldene Flok;
og Hyrden tager sit Horn fra Mund
og lægger sin Hyrdestok.
Lydløst stænger han Leddet,
han nynner sig selv til Ro.
Men Maanen vandrer sin Vægtergang
frem over Himmelens Bro.
Saa tindrende tyst og stille
ligger det hvide Marmorland,
kun Lyd af dæmpede Aandedrag
fra dunkelt skvulpende Vand.
Alt mødigt Liv har givet sig
den styrkende Søvn i Vold.
Naturen, den vældige Hyrde,
har jaget sin Hjord i Fold.