Alting løfter sig i Længsel,
og Novembersolen drager.
Græsset, som var falmet, faar sin Farve tilbage;
Mulden i den sorte, nypløjede Ager
gærer som ved Foraarstid, naar Viberne klage.
Pilen strækker sine Grene
som et Menneske, der vækkes,
strækker sine Arme og aander dybt og længe.
Rundt omkring mig Toner som af hastige Bækkes
Rislen over Stene og af Klimpren paa Strenge.
Duggens blanke Perler gynge
blødt paa Rugens Blade-Vipper;
Løvet, som er faldet, begynder sig at røre;
Mejsen, den gule, i Buskene pipper,
og den blinde Muldvarp kan i Jorden jeg høre.
Alting løfter sig i Længsel,
mens Novembersolen stiger;
stille Lyde fødes, som af Børn, der om mig liste.
Krager og Spurve om Kap i Luften skriger
lystigt som ved Foraarstid, naar Knopperne briste.