Det drypper af Regn i den lydstille Nat,
det græder fra alle smaa Grene;
der vaagner en Fugl i det bladløse Krat,
basker op, flagrer ud, flyver bort
gennem Mulmet alene!
Der tuder en Hund et Steds af Skræk,
— jeg mindes min Mor, som døde.
Jeg hører i Luften et Vildandetræk
drage frem, suse hen, tone bort
gennem Rummet det øde!
Det tier saa tyst som min Moders Mund,
da hendes Hjerte stod stille.
Da skræmmes et Dyr af sit lydhøre Blund,
springer op, farer frem, jager bort
over Skovvejens Skille.
Det drypper af Graad i mit bøjede Sind,
jeg drages af Strømninger stride.
Da løftes min Sjæl som en morgenkarsk Vind,
stiger op, stiger højt, stiger langt
over Verden den vide!