Dagen randt,
og Solen svandt,
længst er Maanen nede;
som en Baad, der synker
ned i dunkle Strømme,
sank den ned i Skovens Trær,
hvor Raagen har sin Rede.
Nu er alt saa stille,
Dagens Mund forstummet.
Store, tavse Stjerner glide
lydløst gennem Rummet.
Mod den blege Himmel,
klar som Dug og Taare,
staa de sorte Poppelpile
som en Vagt ved Baare.
Ned i Byens Mørke
hugge Møllens Vinger;
som en Kæmpe, der omringet
rolig Sværdet svinger.
I mit Øre rinder
Rislet af en Kilde,
dumpe Lyd fra fjerne Veje.
Saa er alt saa stille.