Det regner over Bjærgene saa trøstesløs en Regn,
og Pindos hvide Tinder af mørke Skyer dækkes,
mens af de tætte Draaber et dunkelt Gitter trækkes
for Højene bag Floden med de store Kaktushegn.
Jeg hører Faareklokker fra Byens nære Egn;
det ringer op af Jorden, som var hver Sten en Bjælde,
der rystedes af Regnen, utallige at tælle.
Og Høge ser jeg kredse om Minaretens Tegn.
Saa sidder jeg og stirrer ud i den øde Egn.
Jeg hører Faarebjælder og Skrig af vilde Høge
og længes efter Luften imellem danske Bøge —
Det regner over Bjærgene saa trøstesløs en Regn.
Arta.