Har jeg aldrig hørt Stærene fløjte før,
har jeg været en døv til i Dag?
— I Morges, i Morges, jeg aabned min Dør,
da vælded imod mig
fra solglade Struber en fløjtende Fryd;
det var, som fornam jeg for første Gang Lyd,
og Vaaren, og Vaaren forstod jeg!
En smægtende Fuga fra Farao’s Strøm,
en libysk og lys Klarinet!
— Jeg lytted, jeg skælved, det var som en Drøm;
i Møde der klang mig
Skalmejer, som Gud i sin Vaarglæde skar;
og Himlen var høj og saa blaanende klar,
og Spurvepar legede: Fang mig!
O, fjernt jeg fornemmer den frugtbare Flod
med Sødme af Nildalens Sol!
Den vælter sin Vælde igennem mit Blod;
paa Hustaget staar jeg
og ser, hvor den duver af grødetungt Dynd.
Da glemmer jeg Vinterens Sorg og dens Synd,
og syngende, syngende saar jeg!
Imorgen gaar Farao’s Datter i Bad,
hvor Floden er stille og klar;
hun blotter sit Legem og tvætter sig glad,
som Duen hun tor sig
og spænder mod Solen sit buede Bryst.
Jeg mætter mit Øje med Øjnenes Lyst,
mens uset, mens uset hun tror sig.
O, skært er dit Legem som Libyens Sand,
der glimter og gløder af Sol!
Og skønt er dit Skød, der, urørt af Mand,
i Pigeblu er som
den blegrøde Mandelblomst slumrende bly;
du skjuler den bange og anende sky,
ak, snart vil du ofre den, — dersom —
I Morgen! I Morgen! O, fløjtende Stær,
som drak af den hellige Nil! o
Jeg føler mig Foraarets Kilder saa nær;
langs Flodbredden gaar jeg
og synger mod Solen, som Gud har bestemt
og Vinterens myrdende Mørke er glemt,
og Livet, og Livet forstaar jeg!