Hvem er du, du fremmede og fjerne,
som min Sjæl har mødt og møder gerne
som jeg daglig ser og daglig søger?
Du, hvis Liv mit eget Liv forøger?
Naar du taler, er det for mit Øre,
som jeg første Gang fik Lyd at høre;
Rytmer fødes, som et Tog af Fakler,
Klange mødes —. O, der sker Mirakler!
Fra din Læbes Blomst, som Blodet kruser,
drypper Ord, hvis Sødme mig beruser.
Næppe taaler jeg den Ild, som dine
Øjnes Skaaler gyder tyst i mine!
Og dit Smil, dit Smil! Som Morgenrøden
ungt og stærkt, dog bristende som Døden!
I dets Dybder suser Sejrens Palmer,
fra dets Krypter toner Sorgens Salmer.
O, Veninde, tal, at jeg kan tie!
Rastløs har jeg været, lad mig bie!
I mit Øres Digel Rytmer syder;
lad dem formes, mens din Stemme lyder!