Fra Cassiopeja’s Blomsterkurv
der kastes hvide Liljer ud;
en Regn af Blomster-Stjerneskud
daler i Nattens dunkle Skød. —
Da bøjer hun sit Hoved
og rødmer ved, hvad hun loved!
Og Himlens blinkende Øjenpar,
som lo til denne Blomsterleg’,
de lukker sig, mens Nattens Kind
blegner og bliver forventningsbleg. —
Da sker det, som hun tænker,
og Dagen sit Skød hun skænker!
Men jeg vil plyndre Himlen en Nat
og bryde Morgenens Rose rød,
og Cassiopeja’s Blomsterkurv
tømmer jeg ud i dit unge Skød.
Da vil du dit Hoved bøje
og villig min Vilje føje!