Der toned et Navn i min Sjæl i Nat,
af Drømmes Lydbølger baaret.
Det vugged mit Sind, til jeg vaktes derved.
— Og det var en Morgen ved Marne’s Bred,
i Stilhed, man ej kan beskrive.
En tungtlastet Flodpram blev staget afsted,
saa tyst den hen over Flodspejlet gled;
i Stævnen stod:
Tananarive!
Fra blundende Haver mig blomstred imod
en tung og berusende Sødme.
Højt over mit Hoved, i Solvældets Glød,
Akacietræernes Aande lød,
uhørligt, som Duggdraaber drive.
Saa sagtelig, sagtelig Flodvandet flød,
og sagte Prammen sig fremad skød
med Guldnavnet:
Tananarive!
Saa stille jeg stod i den tiende Stund
af drømmende Vellugt ombølget.
O, gerne jeg drog til den ukendte Ø,
der løfter sig fjernt af den kogende Sø;
hvor Urskovens Pan er i Live;
hvor glødende Blomster udfoldes og dø;
hvor Vindene duve af duftende Frø
fra Palmer i
Tananarive!