Fra Sorg jeg gik, til Sorg jeg kom,
fra Savn og til Savn jeg vandred;
men vilde jeg standse og se mig om,
jeg saå, der var intet forandret!
Der steg et Bjærg; der randt en Flod;
der faldt nogle Bække, som bruste;
men vilde jeg glemme, hvad jeg forlod,
sørgmodigt mit Hjærte suste.
En Vej løb hen, jeg fulgte den.
Nu vandrer du Glemsel, i Møde!
Men Minder maned mig hjem igen;
det var som en Mumlen af døde.
Fra Mark til Skov, fra Bjærg til Dal,
fra Hav og til Hav jeg higed;
dog aldrig jeg kom fra den vejløse Val,
hvor jeg med min Skæbne kriged.
Fra Vest til Øst, fra Vaar til Høst,
i Gry og ved Aftentide,
jeg kunde ej gaa fra mit eget Bryst,
og vandred jeg end saa vide.
Hver levet Dag, hvert Nederlag,
hver Smærte, jeg voldte andre, —
jeg bærer det hos mig Dag for Dag,
med det maa jeg Vejene vandre!