I.
Der strøg forbi mig en krydret Brise,
en mystisk Sødme af Orient;
det var, som Morgenen vilde vise
min Sjæl et Minde, den før har kendt.
Jeg maatte standse og Aande drage
saa dybt; mit Bryst blev af Længsel spændt;
imod mig bølged min Ungdoms Dage,
de gyldne Dage i Orient.
Mit Hjærte fyldtes af denne Brise
med mystisk Sødme af Orient;
min Sjæl blev stille. — Men denne Vise
har Solens Brise til Lise sendt.
II.
Vi stod gennem Archipelaget!
Og Solen faldt i de buede Sejl
og sprang tilbage fra Havets Spejl.
Tre Gange kipped vi Flaget
for en Marstal’er Skonnert, som kendte os.
— Ellers var der intet, som hændte os!
Vi kom fra de græske Cyklader,
der svømmed omkring os blødtlinjede blaa,
som farvet af Havet, hvori de laa,
som bygget af Bølgeflader.
Nu sank de saa langt bag vor Laaring
lig blaanende Skyer ved Vaaring!
De sagnomkransede Kyster,
hvor fordum et Folk i sin Vælde stod;
som rødned saa tidt af sit eget Blod;
de bugned lig frugtbare Bryster.
Jeg var kun en Dreng, men fra Lønningen
jeg hørte Homer gennem Dønningen!
Det var den helleniske Himmel,
saa bundløst dybt og saa vidt var dens Hvælv,
den favned Havet; det var den selv;
og Solen gød tindrende svimmel
over Hav og Himmel sin Glorie,
og Luften var lutret Historie!
Hvor aanded jeg Luften og Solen!
Mit Hjærte modned, som blev det en Mands,
og dunkelt forstod jeg, at udenlands
jeg lærte langt mer end i Skolen.
Af Livet jeg lærte, af Linjerne,
af Byerne, af Palmerne og Pinjerne!
O, Drømme, som Drenge kan drømme!
Som Taager de fødes og glide forbi,
men Varsler om Fremtiden glimter deri,
mod Manddom og Mandsdaad de strømme.
Og den, som kan Tegnene tyde sig,
han véd, hvad han siden skal byde sig!
Vi stod gennem Archipelaget.
Og Kios steg om vor Styrbords Bov;
der red en lille cypressort Skov
paa Ryggen af Højdedraget.
Om Bagbord løfted Mytilene
sin Bjærgkegle kongeligt ene!
Da rejste sig Asiens Kyster,
da aabned sig Bugten, hvor Smyrna laa.
Jeg følte gennem mit Hjærte gaa
en Sødme af Længsler og Lyster,
en Ild, som jeg siden ej har kendt den —
— Da mødte min Sjæl Orienten!
III.
Saa kasted vi Anker paa Smyrna’s Rhed;
mit Drengehjærte det bæved derved.
Paa Raanokken laa jeg,
i Sejlet jeg sled;
men ind over Byen og Højene saá jeg!
En Vellugt vugged min Mund imod
og sank som Sol i mit Hjærteblod.
Min Nok beslog jeg,
i Luften jeg stod;
men dybt ind i Østerlands Drømmene drog jeg!
De fjerneste Tider imod mig skred,
som saå jeg gennem Aartusinder ned;
en Seer blev jeg
og skjalv derved.
En Pagt paa Vindenes Vinger skrev jeg!
Det var et Sekund, eller Tusinde Aar,
men ristet ind i min Sjæl det staar.
Ad Veje gik jeg,
Guds Aande gaar.
Min Daab i Slægternes Dybder fik jeg!
Et Pust fra Palmer med Daddelduft
strøg duvende gennem den høje Luft.
Det var, som svam jeg
i Sol og Duft,
og Østens glødende Sjæl fornam jeg!
IV.
Smyrna!
Navnet smager
som et Granatæbles Blod,
dufter solsødt som Dadler!
Drømme fra Østerland drager
gennem min Sjæl, naar det nævnes.
Smyrna!
Ja, som en Frugt,
som en Melon paa Marken
lyser den frem mellem Højene
langs den drueblaa Bugt.
O, som en solmoden Frugt!