Missolonghi, Missolonghi,
By, hvor Byrons Hjærte brast,
flygtigt, flygtigt kun jeg saá dig,
men du holdt mit Hjærte fast!
Havbeskyllet, solindhyllet,
aaben nu for Vind og Veji,
sagnomsuset, halvt i Gruset
sunken sammen, laa du dér.
Og din Mur, hvor fordum Blodet
randt af dem, som for dig stred,
sønderrevet, var den blevet
Tumleplads for Faar og Ged.
Gennem øde, solfaldsrøde
Gader Fattigdommen gik.
Dine Kvinder, dine Kvinder
havde Øjne uden Blik.
Askeøjne, Arnesteder,
hvor for længst hver Glød var slukt —
som var Livet i dem standset,
da hans Øjnes Laag blev lukt!
Ak, jeg kom med al mit unge
Hjærtes Drøm om gyldent Ry,
og jeg fandt en lille, skiden,
hytteopfyldt Hyrdeby.
Havbeskyllet, solindhyllet
som i Kampens Morgenskær;
sagnomsuset ... O, men Bruset
af hans Smærte stilned her.
Og hans skønne Hoved stivned
skønt i Dødens Alabast —
Missolonghi, Missolonghi,
By, hvor Byrons Hjærte brast!