De klare, kolde Stjerner
mod Jordens Vinter vendt —
Jeg ser Orions Bælte
om Nattens Midje spændt.
Fjernt gennem Rummets Højsal
den hvide Midnat gaar;
stolt sidder Nyets Guldkam
i hendes dunkle Haar.
Sært hendes Øjne tindrer,
de græder ej, de ler ej;
de sitrer som Krystaller,
de stirrer, men de ser ej.
Paa hendes Bryster brænder
to Tvillingstjerner smaa,
to Draaber Mælk, forvandlet
en Gang, da Gud dem saa.
Oe Mælkediamanter
for hendes Fod er drysset;
eller mon det er Blomster,
hun isnende har kysset:
Den højre Haand er hævet
og peger som et Spyd;
rubinrød Spidsen
funkler med Sirius, i Syd.
Hun skrider stum og stille
frem i sin kolde Pragt,
som Rummets høje Rige
var hende underlagt.
Orions Perlebælte
om Nattens Midje spænder
til det mod Jorden segner
for Gryets unge Hænder;
og blottet Natten blegner,
og hendes Øjne dør — —
De sidste Stjerner slukkes
som Glimt af Is, der tøer.