Jeg hører denne Lyd i Nat
af Sne, af Sne, som falder!
Saa tyst som Duers Aandedræt,
saa fjern, saa nær, saa taaretæt,
som ugrædt Graad den ligger i mit Øre —
Ak, denne Lyd af Sne, som jeg kan høre!
Jeg hører Fnug berøre Fnug
og tie brat — og briste.
Saa blidt som Blomsterstøvets Gys
i Parringsnattens blide Lys;
som Muldvarpungers Søvn i Muldens Gemme —
Ak, denne Lyd af Sne, jeg kan fornemme!
Jeg frygter denne Lyd i Nat
af Sne, af Sne, som falder!
Den sidste Rest af Slægters Raab,
der een Gang steg saa højt af Haab;
som Lig af Ord, ej nogen mer skal høre —
Ak, denne Lyd, som ligger i mit Øre!