En Morgensang, før Morgen gryr!
En Glædessang, før Glæden flyr!
O, intet er saa flygtigt
som Glæde, Sol og Skyr!
— Jeg tog min Sjæl og blotted den,
og mine Venner skotted hen,
og alle tav højtideligt blufærdige — —
Jeg lo som en afsindig, jeg uværdige!
— — Se, se, nu er det Sengetid
for hendes Naade, trind og hvid,
og alle de smaa Terner
forvaagede sig fjerner.
De glider bort saa tyst paa Taa,
de skælver —
Og Himmelsalen hvælver
sig tom og kold og graa.
Men denne store Tomhed
vil jeg ej tænke paa!
En rørte ved min Sjæl i Nat,
den sitred som en Taare.
Da blev mit Sind af Synd besat,
og træt af Graad
og angst og kaad
jeg vilde dødsens saare.
Nuvel, min Sjæl, vær glad paany,
om lidt Prinsesse Morgengry
vil smile dig i Møde,
saa Liv staar op af Døde!
Se, hendes blege Smaadreng staar
paa Svalen med sit blonde Haar,
der over Skuldren falder.
Nu vinker han og kalder.
Og Portens gyldne Fløje gaar,
en Strøm af Lys: Prinsessen staar
og smiler — —
Dit Smil, Prinsesse Morgengry,
det uudgrundelige,
forjætter mig hver Dag paany
din Haand og halve Rige!
Prinsesse, jeg har vandret vidt
og gennem alskens ondt mig stridt,
i Nat var det det sidste:
jeg vaaged ved din Kiste!
Nu kræver jeg min Løn erlagt:
Stryg ud, hvad jeg i Nat har sagt,
udløs mig af min Latter
og giv mig Stilhed atter.
Jeg bærer mod dig, skøn og tyst,
en Sang fra Glædens vilde Kyst,
du tage den til Naade
og gem den ved dit Bryst!
En Morgensang, mens Morgen gryr!
En Glædessang, mens Glæden flyr!
O, intet er saa flygtigt
som Glæde, Sol og Skyr!
— Jeg tog min Sjæl og dulgte den,
da Vennerne forfulgte den,
og alle lo foragteligt uværdige — —
Jeg tav. Jeg var den eneste blufærdige!