I.
Jeg har vandret ad vide, vide Veje,
hvor jeg aldrig skal komme paany,
gennem dybe og duggede Dale,
og højt oppe bag den dvælende Sky.
Og jeg véd, hvad der er smærteligt at vide,
at jeg aldrig skal vandre der paany!
Jeg har talt med saa mange Mænd og Kvinder,
som jeg aldrig skal tale med paany,
med en ensom, sørgmodig lille Pige
i en ensom, sørgmodig lille By.
Og jeg véd, hvad der er smærteligt at vide,
at jeg aldrig skal møde dem paany!
O, som hjemløse Pilgrimme søger
vi det Herberg, hvorhen vi kan ty;
og vi banker ... Forgæves! Forgæves!
Du maa videre til nærmeste By!
Og vi véd, hvad der er frygteligt at vide,
at der er intet Sted, hvorhen vi kan ty!
Taminz.
II.
Skønhed fylder min Sjæl,
og store Bjærges Stilhed!
Dalen byder den stærke Sol
sit skønne, frugtbare Skød;
hed af brændende Ildhu
kaster han sig derover —
Og Tinderne staar omkring dem
som mejslet i Marmorglød.
Skønhed fylder min Sjæl,
og Sorg, som ej kan siges!
Over mit Hoved suser hen
en sagte sukkende Vind;
hjemløst flagrer dens Vinge
mellem de nøgne Mure —
Men Solen hviler i Dalens Skød m
ed træt og blussende Kind.
Verden er fuld af Skønhed
for den, der elsker Livet!
Verden er fuld af Smærte,
der rinder fra Livets Rod!
Bjærgene trykke sig sammen,
os Solen dør i Dalen —
Stigende kommer den store Nat;
den stunder alt mødigt mod!
Thusis.
III.
I Engadins duftende Dale
dér hørte jeg Græssene gro;
dér hørte jeg Tausheden tale,
mens Bjærgenes Kilder, de svale,
var Jorderigs Hjærte, som lo.
— Det var, som jeg vaagned af Dvale
til Ungdommens svimlende Tro!
Jeg bares af vuggende Drømme
vidt ud over Evnernes Maal.
Jeg aanded, som kunde jeg tømme
de dybe, solsvangre Strømme
i Rummets uhyre Skaal.
— Mine Tanker var favnende ømme,
mit Legem som syngende Staal.
Der daled fra tiende Tinder
en Klarhedens kølige Glød.
Da saá jeg, al Dunkelhed svinder
som Dis, naar Dagen oprinder,
for den, som har sprængt sin Død!
— Karsk følte jeg mig for Minder,
udsprungen af Livets Skød!
Saa vandred jeg frem i det svale,
det blideligt blussende Fro.
Og Dagen begyndte at tale.
Mit Hjærte var vaagnet af Dvale,
det laa i mit Bryst og lo.
— Thi i Engadins duftende Dale
dér hørte jeg Græssene gro!
Samaden.
IV.
I Dag gaar jeg her; i Gaar gik jeg dér;
i Morgen skal jeg sove under Sus af andre Trær.
Det bruser i mit Blod, mens jeg vandrer paa min Fod —
Den store, vide Verden, den stunder jeg imod!
Højt over min Sti en Fugl drog forbi;
nu smærter det mig ikke, som den jeg selv er fri.
Det store Rum er tyst, kun Bruset i mit Bryst —
Jeg vandrer ind i Solen fra Sorgens bitre Kyst!
Den snehvide Tind, i Taushed hyllet ind,
den hilser mig med Evighedens rene, vilde Vind.
Da fylder jeg min Sjæl; det suser om mig: Knæl! —
O, nu er Dalen miledybt forsvunden bag min Hæl!
I Stilhed jeg staar; og tusinde Aar
af Slægternes Bølger mod min Tankes Bredder slaar.
Den fjerne Jord er stum, men der fyger Brændingsskum
fra Tidens Ocean i det uhyre Rum.
I Dag gaar jeg her; i Gaar gik jeg dér;
hver Aften skal jeg sove under Sus af andre Trær.
Det, bruser i mit Blod, mens jeg vandrer paa min Fod —
De store Vidders Verden, den stunder jeg imod!
Pontresina.
V.
Dalen bag mig lydløst lukkes
af de tunge Taageskyr,
der som svulne Aadselbuge,
sortblaa, under Himlen ruge;
der fra Kløftens skumle Krog
over Bjærgets Ryg i Række
slæber frem sig Fjed for Fjed
— som et langsomt, ludende Vandbærertog
med de vaade, vandfyldte Sække!
Og de fjerne, hvide Tinder
sløres dunkelt og forsvinder;
Luften bliver nordisk graa.
Kolde Pust fra klamme Byger,
Svøb af Gletschervinde smyger,
isner Skyggen,
falder ruskraa mig i Ryggen.
Men foran er Himlen blaa.
Rummets store Kuppel deles
som et Døgn i Nat og Dag;
over mig de tvende Fløje
tæt sig til hinanden bøje,
saa at Himlens Hvælving heles
til det høje Verdenstag.
Lys foran mig, Mørke bag!
Dalen for mig gyldent lyser
af den sydligt varme Sol.
Skovklædt rige Kløfter skraaner;
skønne, fjerne Bjærge blaaner
bort i Dis og frodig Duft.
O, paa Grænseskellet staar jeg,
standset af det Syn, jeg ser;
og jeg fylder mit Bryst med den fyldige Luft,
om en hjemvendt mod Solhjemmet gaar jeg!
Bernina Hospits.
VI.
En tindrende Morgen i Tirano
langs Adda’s brusende Leje;
i den befriende Sol jeg gik
min Vandrings sorgløse Veje.
Floden strømmed som Tiden selv;
den raabte imod mig: »Lyt — og skælv,
snart har du ej flere Dage
tilbage!«
Dalen aabned sig vidt mod Vest
for Flodens blaanende Slynge,
strakte sit lyse Legem blødt
blandt Bjærgenes mørke Tynge.
Klokker ringed i Tirano,
og Piger kom mig imod og lo;
de blussed af Nuets Sødme
i Rødme.
Op ad den stigende Sti jeg gik
fra Adda’s truende Tale;
Døden kom mig i Dag ej ved,
jeg vandred i Livets Dale.
Kuplende grønne Kastanier stod
med Frugters frodige Overflod;
sødt blandedes Duggen og Duften
i Luften!
Solen gød over Bjærg og Dal
en gylden, sommerlig Mildhed.
Efter den bævende Klokkeklang
faldt hvilende Søndagsstilhed.
Legende Børn i en Landsby løb;
Mødrene sysled de Smaa i Svøb,
de dovned i Dørenes Karme
af Varme.
Hed jeg blev af den høje Sol
og mat af Vandringens Møje.
Stien brændte min mødige Fod,
og Luftens Luer mit Øje.
Tungen tørsted, min Hals blev tør.
Mødte jeg Pigerne nu fra før,
drak jeg Mundene røde
tildøde!
Se, da maatte jeg standse brat,
jeg kunde min Fod ej flytte:
bugnende rige Ranker hang
foran en jammerlig Hytte;
opad den klinede Væg de krøb,
Klaser svulmed bag Blades Svøb,
dybe dunkeltblaa Klaser,
som Vaser.
Blodet suste forbi mit Blik;
det var, som et Syn jeg skimted.
Skønne Drømme, fra jeg var Dreng,
igennem min Hjerne glimted.
Se, der kommer fra Kanaan ud
druebelæssede Josva’s Bud,
imellem sig Klaser svære
de bære!
»Landet flyder af liflig Vin,
kom, lad os til Kanaan drage!«
Saa løftede jeg min højre Haand
en læskende Drue at tage.
Men da stod i den skumle Dør
en Kvinde, jeg ikke øjnede før;
vissen var hun som Nøden
og Døden.
»Kom. I Vinjen er bedre Vin,
end Væggen har dig at byde!«
Venlig hun ind i sin Hytte mig drog,
og villig jeg var til at lyde.
Gennem et Mørke og ud til Ly
O, da skælved min Sjæl i Gys:
Mod en Himmel af Druer
jeg skuer!
Ranker steg af den sorte Muld
lig kæmpemæssige Sener,
flænget fra Jordens kyklopiske Bryst,
som dem med sin Kraft forlener.
Løvet løfted sit grønne Hvalv;
Solspæt spilled. — Jeg stod og skjalv:
Under de bugnende Buer
kun Druer!
Klaser blaaned bag hvert et Blad,
og dulgt, saa kun halvt jeg blev vár dem;
blødt jeg vejed dem i min Haand,
saa varligt som Børn jeg bar dem.
Moderligt Kvinden til dem saá,
som kunde de Blikkets Kærtegn forstaa,
elsked i øm Ekstase
hver Klase.
»Tag!« — Hun plukked en Klase ned;
den var som Naturens Hjærte.
O, at bryde en Drue af
det voldte mig sønlig Smærte.
Blaa og dugget de spændtes af Blod;
jeg følte, jeg foran et Under stod;
det gik som en ydmyg Knælen
til Sjælen!
Druer brast som Kys mod min Mund,
og sødmefyldt Saften svulmed;
vaarligt vided mit Bryst sig ud,
os Ild i Aarerne ulmed.
Gennem min gyngende Hjerne klang
Klodernes, solberusede Sang;
Rytmer steg og forstummed’
i Rummet.
Solen vælted sin Varme ned,
og Luften stod udbrændt stille.
Lyset var grønt af Vinens Løv.
Jeg hørte Insekter spille.
Druer drømte. Det lød saa tyst,
som aandede blidt Naturens Bryst.
Kraft syded i Vinjens Ranker
som Tanker.
Kvinden stod som et kvistet Træ,
der ikke ved af, at det smuldrer.
O, da hører jeg mindefjernt,
hvor Adda manende buldrer!
Døden, suser det i mit Sind,
Døden, lukket i Livet ind!
Hvad skal jeg i Livets Have
med Grave?
Ræk mig, Kvinde, din Rankes Frugt,
af modnet Blod ved at briste!
Døden vandrer jeg ikke fra,
hvor langt jeg Livet skal friste.
Se, jeg staar i din Vinjes Jord
og hører, mit Hjærtes Grøde gror,
og véd, mod Modningens Under
det stunder!
Tørstig var jeg paa Legem og Sjæl,
umættet af Mulden, mig næred.
Sukkende, hørte jeg, Tiden selv
den frodige Styrke begæred.
Jeg er Søn af et frugtbart Skød;
frugtbar blev jeg af Solens Glød,
o, af din Vin indviet,
befriet!
Jeg er kommen til Kanaan’s Land,
hvor Klaser bugner i Klynger;
jeg har drukket Forjættelsens Vin,
der i mine Sanser synger.
Se, jeg kender paany min Kraft,
Foden suger af Mulden Saft,
svulmende mod mig kommer
min Sommer!
Tirano.
VII.
I Morges blev jeg vækket af en tonende Sang,
en taus og højtidelig Hymne;
dybt inde fra Kanalen den kommende klang:
det var, som skred i Blinde
en høj og sorgfuld Kvinde
hen ad den dunkle Strøm
mod Gryets blege Vinde:
Venedigs vakte Drøm!
Jeg lytted paa mit Leje til den syngende Røst,
der løfted sig ensomt sørgmodigt;
Kanalvandet vugged med blidelig Trøst;
langs Marmormures Sider
saa dulmende det slider
gennem den tyste By.
Rank Sangen mod mig skrider:
Venedigs tabte Ry!
Jeg aabned for mit Vindu, og lyttende jeg stod,
mens Dæmringen fyldte min Stue;
det var, som sang et Hjærte i Morgenbøn og Bod —
Da randt der mig i Sinde
saa mangt et gammelt Minde
om Magt, som forgaar.
Jeg saa i Gryet svinder
Venedigs svundne Vaar!
Og stigende sig nærmed den tonende Sang,
en taus og højtidelig Hymne;
dybt inde fra Kanalen den kommende klang.
Da styredes Gondolen
fra Mørket frem i Solen
saa aandeagtigt tyst;
en Lovsang steg mod Solen:
Bøn fra Venedigs Bryst!
Venedig.