Imod mit Vindu hvirvles
der Regn og Sne i Byger,
Skumstyrt fra Mulmets Bølger
som gennem Natten fyger.
Og Stormen stener Huset
med dumpe Kastevinde
og stemmer Ryg mod Muren
som en forbitret Fjende!
Jeg sidder taus og lytter
til Vejrets vilde Lunger,
der gurgler Død og Fraade,
saa Rummet højlydt runger.
Jeg hører Fyr-Sirenen
sin Varselssvøbe svinge
med Brøl igennem Luften
mod Nattens sorte Bringe;
og Taage-Skud, som dønner
mod Dampere, som tude — —
O, mine fordums Brødre,
som færdes nu derude!
I denne Nat, hvis Afsind
gaar over alle Grænser;
hvor Jorden som en Sejler
for sprængte Stormsejl lænser!
I denne Nat, hvis Mørke
er Mord af Regn og Sne —
Jeg mindes Eder, Brødre,
kan Eders Øjne se,
kan høre Eders Stemmer,
de stormbortrevne Raab —
Havet har os forenet
med sin dødsvangre Daab!
Og medens Vejret vælter
sin sorte Sø mod Huset,
bliver min Sjæl af Minder
og Savn og Sorg omsuset.
Tvivl taager mine Tanker;
har jeg min Vej forspildt?
— Havet har os forenet,
men Livet har os skilt.