I.
En Duft af Salt og Tang,
et Pust fra Havets Lunger!
Jeg standsed midt i Gadens Støj;
det var, som Albatrosser fløj
forbi mit vakte Øre
med Vingesus og Bølgebrus
Jeg kunde Havet høre!
Begærligt drak min Mund
af Havets vilde Aande!
Jeg sitred, som naar Bølgebrag
slaar mod et ungt, usøndret Vrag,
der venter blide Vande,
før det paany kan Grunden fly —
Det brændte bag min Pande!
Og svundne Tider steg
af Byens golde Taage.
Forbi mig gled den norske Brig;
mod Himlen stod dens slanke Rig
af Sejl foroverbøjet;
dens tunge Bov var som en Plov,
der Luftens Vande pløjed!
De gamle, slidte Sejl,
som tidt vi maatte bøde!
Paa Fokkemastens Bramsejlsraa
en besk og bundløs Nat jeg laa,
mens Hav og Himmel lukked
sit Kæmpesvælg om Skibets Bælg,
og Mers og Saling sukked.
Jeg kunde intet se,
ej Dæk, ej Sø, knap Sejlet.
Fra Mørkets Dyb imod mig steg
et Raab, som En i Havsnød skreg;
Styrmandens Røst jeg kendte;
og atter kom hans Skrig, som om
en dødsens Kval ham hændte.
Da fatted jeg hans Raab;
det var for mig, han frygted!
Jeg brølte fra den høje Raa
mod Mulmet, hvor jeg intet saá,
skreg ud af skræmte Lunger
I dette Nu med Mindets Gru
mit Raab i Rummet runger!
O, denne vilde Nat,
hvis bitre Mulm jeg mindes!
Jeg standsed midt i Gadens Støj,
det var, som Albatrosser fløj
forbi mit vakte Øre
med Vingesus og Bølgebrus
Jeg kunde Havet høre!
O, Duft af Salt og Tang!
O, Pust af Havets Aande!
Du kalder, Hav, paa den, som før
har fulgt din frie Bølges Bør
i Kraftens unge Sommer;
fra Grundens Vej du kalder mig —
Jeg kommer, Hav, jeg kommer!
II.
Atter aander jeg Havet,
og Havet aander imod mig. —
O, Hav! som dn forstod mig,
kan Mennesker ej forstaa.
Alt turde jeg trygt fortælle
din vidt henvuggende Vælde.
Atter taler din Bølge
med tusindaars Myndighed til mig. —
O, Hav! Det dybe, du vil mig
det længes min Sjæl at naa.
Med Liv den vil gengælde
din vidt henvuggende Vælde.
Atter kender jeg Rytmen
fra Tidernes Morgenrøde. —
O, Hav! Vort første Møde
har ristet den i min Sjæl;
dér staar, som Runer i Fjælde,
din vidt henvuggende Vælde.
III.
Jeg hørte Havet tale
saa sagte og fortroligt;
af Evighedens Rytme
dets dybe Dyb var roligt.
Det var, som om jeg hørte
Jehova’s Tungemaal,
den Gang han hældte Havet
i Afgrundens Skaal.
Højt holdt han i sin højre
Alverdens vide Vande,
en Draabe Sved, han strøg
fra sin grænseløse Pande.
Saa lod han Draaben strømme
ud af sin hule Haand
og spænde omkring Jorden
Oceanets brede Baand.
Tilfældig gled hans Finger
hen over Havets Flade.
Da var det, som han bladed
i blaaligtgrønne Blade;
de tause Vande vugged,
forskød sig ud og ind,
og hørlig blev hans Aande
som Vejrets første Vind.
Fortabt i Guders Grublen
Jehova grunded længe,
imens hans Finger førte
den store Bølgegænge;
han talte sine Tanker .
ud i det øde Rum,
men fik ej Svar tilbage;
endnu var Verden stum.
Da faldt hans Gudeøjne
ud over Havets Flader,
hvor Pustet fra hans Aande
de store Blade blader;
det var, som Vælde bruste
imod ham fra hans Værk;
han fåtted Rytmens Styrke
og saå, hvor han var stærk!
Og til sig selv han talte:
»Dér har jeg skabt mig Svaret.
Hvad ved min Gerning mangled,
har Bølgen aabenbaret.
Alt Liv, som nu skal vorde,
paa Rytmens Vuggefod
som vandrende Have
skal bruse mig imod!«
Han skabte Lys og Mørke;
han skabte Mand og Kvinde,
og lod sin Styrkes Rytme
til Livets Hjærte rinde.
Men Havets Bølger bød han
at tale med hans Røst
de rullende Tider
til Trusel eller Trøst.
Jeg lytter for at høre.
Jeg hørte Havets Tale.
Det kom med Bølgebanker
og dybe Bølgedale
og lagde Ord for Ord
som Skrifttegn for min Fod —
— Det var Jehova’s Budskab,
som stolt min Sjæl forstod.