Morgensus i unge Kroner!
Fugletoner,
søvntilslørte, kuldeskræmte,
halvt som glemte
Melodien de med et — —
Men i Østens Minaret
træder frem i gyldent Klæde
Templets unge Muezzin;
taus han staar en Stund og skuer
over Jordens runde Buer,
drikker Luftens klare Styrke
som en sød, livsalig Vin,
og han synger ud sin Glæde
mod de svale Morgenvinde:
»Nu er Vaarens Højtid inde!
Se, besvangret Jorden runder!
Og nu kappes Sol og Væde
om at virke til det Under,
som skal ske paa Allah’s Bud,
da hver Urt skal springe ud!
Syngende paa Mulden træde
Mand og Kvinde, lysomstraalte,
og naar deres Øjne mødes,
lukkes de, som ej de taalte
Skæret, der i Blikket fødes;
og de svinger deres Hænder
som en Skaal, hvor Vellugt brænder!
Som en Skaal med Vellugt hvælver
Rummet sig det grænseløse,
mens fra fjerne Kloder skælver
Evighedens Aandedrag.
Født er Vaarens første Dag!
Se, han vandrer frem i Duggen,
skøn som den, der maa adlydes.
Over Horisonten brydes
Dønninger af tunge Skyr,
Brændinger af mørke Bølger,
der den unge Dagning følger
— som da lys og nøgen Adam
fulgtes af sin Haves Dyr!
Morgen! Aarets Morgen gryr!
Nu vil Kim og Knopper sprænges,
alt, som lever Liv, vil længes,
Regn og Sol vil blandes sammen — —
Lovet være Vaaren!
Amen!«