Nu grønnes Jorden som aldrig før.
— Mit Hjærte aabner sin stængte Dør.
Og det vil tale, og det vil tie,
og paa Forventningens Under bie;
og det vil skælve i Fryd og Graad
og aldrig vide sit arme Raad.
Men Græsset grønnes, og Løvet løves.
Hver Morgen alt af Guds Dugg bestøves.
Da tindrer alt i et nyskabt Skær;
da føler jeg mig Jehova nær.
Da kan jeg høre hans Skridt i Gruset;
han kalder paa mig i Morgensuset.
»Hvor er du, Adam?« — Og Havens Dyr
og Fugle sammen omkring ham ty’r.
Han taler til dem; til hver han skænker
et Kærtegn, medens hans Øjne tænker.
Og atter kalder han. Intet Svar.
Da lysner han; han blev Adam vár.
Tilbage vandrer han over Gruset,
hans Mildhed aander i Morgensuset.
Men Adam kaster sin Kvinde ned:
»Se, Gud er glad, han lod os i Fred.«