Midnatstimens milde Mørke
over Verdensstaden svømmed,
medens Floden lydløst strømmed
under Broers gamle Buer,
mellem Spand af Lygteluer,
der stod spejlet i dens Flade.
Fra Platanens brede Blade
sank en sødlig Blomsterem
i den øde Seinegade,
hvor jeg gik og længtes hjem.
Hjemme sov i Juninatten
tre, hvis Aandedrag jeg hørte,
tre, som tit min Tanke førte
til en Kyst med lyse Vande
under Bøgeskovens Pande;
tre, hvis Blod mit Hjærte binder
med et Baand af dyre Minder,
tvundet stærkt af Smil og Graad.
Duggen faldt paa mine Kinder,
og min højre Haand blev vaad.
Mens jeg bøjed mig mod Kajen
for at se paa Flodens Strømme,
for at lade mine Drømme
vandre hen, hvor de var hjemme,
hørte jeg en fremmed Stemme
sige ensomt ved min Side:
»Nu er det Midsommertide
i det Land, De tænker paa.«
Og to blege, mandigt blide
Øjne ind i mine saa.
I det store, kraftigt skaarne
Ansigt, som jeg syntes kende,
saa jeg bitre Smerter brænde
bag en Rist af mørke Furer.
I hans Blik et Udtryk lurer,
der er skarpt og blødt, og baade
angst og fattet, — som en Gaade,
han i Nat maa have løst.
Dyb, forstod jeg, var den Vaade,
hvoraf han engang har øst.
»Længes ogsaa De mod Danmark?«
spurgte han, idet han blotted
Hovedet. Og da jeg skotted
spørgende og ikke svared,
var det, som hans Udtryk klared,
og med fast, men sorgfuld Stemme
og et Blik, jeg sent skal glemme,
som jeg aldrig før har set:
»Jeg har ikke været hjemme
mange Aar. Hvad er der sket?
Jages endnu Mænd af Landet,
naar de taler, som de tænkar?
Føres Frihed om i Lænker
som et farligt Dyr, der vises
frem for Folket og lovprises?
Er de endnu lærenemme
til at krybe, til at glemme,
som i min Tid jeg har set?
— Jeg har ikke været hjemme
mange Aar. Hvad er der sket?«
Og igen de alvorsfulde
Øjne han mod mine retted,
som om dér han dunkelt gætted
al den Frygt, hans Tanker rummed.
Men da stadig jeg forstummed
af en Uro i mit Indre,
saå han bort for ej at hindre
mig i Svarets frie Dom.
»Danmark kan ej blive mindre,«
i en dødstung Tone kom.
Stille maa jeg staa og lytte,
undrende, til den, der taler,
som saa mørkt og fjendtligt maler
dette Land, vi begge mindes.
»Sig mig« — vedblev han — »der findes
dog vel En igen, hvis Stemme
ikke fejgt sig lader tæmme,
En, der sandt og stort har set?
Jeg har ikke været hjemme
mange Aar. Hvad er der sket?«
Derpaa blev han taus og vented,
jeg hans Spørgsmaal skulde rede.
Over Pandens stærke, brede
Hvalv sin hvide Haand han førte.
Øer et Pust hans Haar berørte,
saa jeg saá, hvor det var ældet.
Fra Platanens Kroner vælded
Blomstersødme, hvor vi stod
over Kajens Stenmur hældet,
følgende den dunkle Flod.
Som en Dugg Sekunder drypped
over os og svandt i Stilhed.
Sommernattens mørke Mildhed
veg for Gryets blege Svale.
Ingen af os turde tale,
ingen af os turde tyde,
hvad vi begge hørte lyde
som en smærtelig Akkord.
— Men da Dagens Klarhed gryede,
saá han paa mig og gik bort.
Paris 1903.