I.
Der synger Fugle, og Floden bruser,
og Poppelpile langs Bredden suser;
af Morgenduggen er Vejen vaad,
og Græsset græder sin blide Graad.
De hvide Frødun fra Poplen fyger,
som faldt der Snefnug fra fjerne Byger
mens Solen stiger, det frodigt sner,
og Blomster dufte, jeg ikke ser.
En Kvinde ligger paa Knæ i Baaden
og vasker Linned. Fra Tømmerflaaden
som slæbes op mod den stride Flod,
der raabtes Ord, som jeg ej forstod.
Da falder over mit stille Hjærte,
som spændt har lyttet, en bange Smærte;
de Raab, der svandt, før jeg dem forstod,
en Angest i mig de efterlod.
Hvor véd jeg fra, om de ikke bragte
min Sjæl det Bad, den maa ydmygt agte,
det skæbnesvangre: Far hen! Far ben!
— O! Raab fra Floden, lyd ej igen.
II.
Hvor stille Floden i Aften ligger,
som var den træt af saa travlt at ile!
Mens Solen fjernt af dens Kumme drikker,
sin Strøm den standser i spejlblank Hvile.
Ved Bredden samlet de brune Pramme
fortøjer trygt ved hinandens Side;
hvor Solens Straaler imod dem flamme
det er, som Uddraaber af dem glide.
Hver Skipper skyller sit Dæk og bringer
alt paa den Plads, hvor det hører hjemme.
I Leg paa Lugerne Smaabørn springer;
de ler, de har ingen Sorg at glemme.
Men agter mellem smaa, grønne Planter,
der som en Have bag Hytten trives,
dér sysler Kvinderne, som de vant er,
Kød skal der ristes og Rod skal rives.
Der er en Ro over Mænd og Kvinder,
en mødig Taushed, saa let at tyde;
i Arbejd bundet, fra Sol oprinder,
de længes nu deres Nat at nyde.
Og Aftnen svøber sin køle Kaabe
om deres trættede, tunge Lemmer.
Jeg hører Børnene le og raabe,
endnu. — Saa tier de sidste Stemmer.
Hvor stille Floden i Aften hviler,
saa fuld af Fred som paa velgjort Gerning.
En gylden Krusning hen ad den iler,
som kasted Lykken sin gyldne Tærning.
Ja, før end Solen igen gaar ned,
véd alle, hvad de nu ikke véd!
III.
Floden strømmer hen,
kommer ej igen,
flyder ud i Havet og forsvinder.
— Det er Sol i Dag.
Over mig et Tag
af Akacieløv, som gyldent skinner.
Ak, Akacietrær
staar mit Hjærte nær,
i min Barndomshave de sig ranker.
Mellem Gran og Pil
stod de som et Smil, •
som en aandfuld Spøg blandt tunge Tanker.
Naar de Blomster fik,
havde vi den Skik
Faders store Bord med dem at smykke.
Jeg kan endnu se
Faders Øjne le
mod os Børn af dybt bevæget Lykke.
Ja, Akacieløv,
ungt og uden Støv,
som en Sværm af Bier med grønne Vinger —
det er Vaarens Tid,
Himlen er saa vid
og der hænger Klokker højt og klinger.
Men som denne Flod,
der forbi min Fod
flyder ud i Havet og forsvinder,
strømmer Dage hen,
kommer ej igen,
glider ud i Mørket — og er Minder!
Suresnes 1903.