Den unge Morgen, som sov paa Puder
af Blomsteraande og Himmeldis,
har aabnet Øjet og staar og stirrer
nyfigen gennem mit Vindus Ruder
og kalder paa mig — O, Gud! O, Guder,
som raader i dette Paradis!
Paa ny en Dag som en Kilde vælder
af Mulmets Skød, medens Fuglebjælder
vækker den klingende Tonebris —
Da kysser Gryet din Mund — Paris!
Og Livets Gartner, den store, milde,
hvis Øje aldrig har været lukket,
han kommer vandrende i sin Have
og ser, om Blomsterne Dugg har drukket,
om nogle trænger endnu at vædes,
om andre har deres Hoved dukket
og stille længes i Støv at trædes.
Og medens gyldent hans Aasyn glædes
for al den Frodighed, han har skabt,
han Lysets Vande, gavmild og vis,
udgyder over dit Bed — Paris!
Han luger ikke. Han kender ikke
til Skel blandt Blomster. Han vil kun ét:
Med Tak de skal af hans Gave drikke
og gro — ja, gro, saa at Livets Gaade
hver Aften løst for hans Fod kan ligge
og dog mod Morgen mangfoldiggjort —
i Mulden slynge de fine Traade,
indtil han atter sin gyldne Naade
berøver den, han gav Død til Pris.
Men ingen Ager hans Hænder saa’de
i rigt og broget som din — Paris!
Den unge Morgen, som staar derude
— fra Søvnen kaldet af Sangens Sødme,
af Lyser badet i Roserødme
har lokket mig fra mit Lejes Pude
og gjort mit Sind til en dugget Sø
Den ligger dishvid og lytter stille
til Livets evige, tyste Kilde
som næres selv af den klare Strøm;
i Dybet rører sig Nattens Drøm
som tunge, dunkle Aakandeblade;
og langsomt letter dens hvide Dis.
Men i din skønne Kastaniegade
gaar Foraarsmorgenen frem — Paris!