Hun er et Sensommerbarn.
Hun fødtes, da Hegnenes Nødder blev brune
og Haserne faldt,
en Morgen, da alle de lune
Vinde drev om med Spinderens duggede Garn —
Hun er et Sensommerbarn!
Og dog er hun Foraaret selv.
En Ager, hvor Kimene briste i Mulde
og Frøene gro;
og Øjnenes Skaaler er fulde
af blinkende Væde fra Længslernes blaanende Elv —
Hun er et Sensommerbarn,
og dog er hun Foraaret selv!
O, du min afsindige Sjæl!
Snart blusser i Blodet Sensommerens tunge,
fortærende Glød;
snart drager du Foraarets unge,
duftige Drømme som Agerdamp efter din Hæl —
Kender du Foraar og Høst,
o, min afsindige Sjæl!