Det er saa tyst,
fuldmaanelyst
og skært af Dis, som dugger.
Den sænker sig, den hvide Dugg,
saa tiende som Blomstersuk,
saa blødt som Læber aabner sig og lukker.
Den svale Luft
er sød af Duft
af høstet Sæd i Hove.
Og Stubben blinker taarevaad,
som Jorden laa i lydløs Graad,
fordi den snart den hvide Søvn skal sove.
Imorgen gryr
af tunge Skyr
solløs Dagning atter.
I Længsel efter Somrens Lys
opvaagner Jorden i et Gys
frygter, Frostens Haand dens Strube fatter.