Det dæmrer mod Dag!
Natten indhyller sit Hoved i Dis
og vandrer tyst over Vandet
mod Skovene inde i Landet;
dér spreder den atter sit hvide Slør;
men sitrende bleg ligger Søen,
mat som et Øje, der dør.
Lyttende Luften tier.
Himmel og Jord er et. Instrument,
der er i Forventningens Stumhed spændt,
før Dagen atter med kyndig Haand
de syngende Strenge rører.
Det er Evigheden, jeg hører.
Aartusinders Larm i et lydløst Sekund,
en Stilhed af Sjæle, som fordum led ondt,
en Tysthed af Taarer, i Tiderne grædt,
— mit Hjærtes tøvende Aandedræt!
Da stryger Morgenens Brise,
Dagen begynder sin Vise!
Kysten kommer med ét saa nær,
det suser vaagent i tunge Trær,
og Fuglestruberne prise
det skælvende lyse Skær.
Skovbrynet staar
som en badende Kvinde, der kæmmer sit Haar,
mens Fjorden kryber foran hendes Fod
som et logrende Dyr.
De rødgyldne Skyer,
opankret for Natten paa Skumringens Flod
som Baade besprængte med Blomsterblod,
de letter og løfter de blide Sejl
og glider saa hen over Himmelens Spejl — —
Da brister den sidste, blinkende Stjerne,
som slukkedes fjernt en hvid Lanterne,
og Rummets Red ligger gylden blaa,
før Solens Stævn styrer frem derpaa!