I.
Ak, hver Dag jeg lære maa:
Ingen, ingen kan du røbe,
hvad du har at bære paa!
Hver Mand er til Fjende født;
brug ham, hvis du kan ham købe;
knug ham med din Viljes Svøbe;
tving ham, eller lad ham løbe
som den Nar, hvis Vid er ødt.
Skulde du omsider finde
Een, dit Hjærte ære maa,
skal du gaa,
bærende dit dyre Minde
som en Skat at tære paa —
før som jeg du lære maa!
II.
Skær dit Hjærte ud, volder det dig Mén;
stinger det af Smærte, gør det haardt som Sten;
er det ømt og skrøbeligt, saa skjul det og forvar det,
bær det i et Skrin af Jern, som om du ikke bar det.
Alle Veje blomstrer, det dufter ungt af Vin,
Luften bølger om mig saa stærk og foraarsfin;
sitrende jeg suger den, den slukker ej min Tørst,
thi mit Hjærte brænder, og det maa slukkes først.
Hundred Nætters Tro, hundred Dages Svig,
hundred bitre Døgn mere ensom og rig.
Endnu gør mit Hjærte Mén og stinger i min Side,
men om lidt er det forbi, saa kan det aldrig lide — —
Skær dit Hjærte ud, før det er for sent,
dræb det, mens du bærer det uberørt og rent —
som en Mand, der myrder sit Barn, imens det blunder,
at det ikke siden i Livet skal gaa under.