Præstø
(Ved Præstø 500 Aars Fest)
(Ved Præstø 500 Aars Fest)
I.
Foran: den blaa og brede Fjord,
hvor grønne, side Holme gror
med herligt Bo og Rugero for Strandens vilde Ænder.
Dér bæres Blikket langt og let;
dér fyldes Brystets Aandedræt
af salte Pust, som Østersøen sender.
Langt borte blinker Havet hvidt,
som skummed det af Klintens Kridt,
hvis bratte Skrænt mod Østen vendt de bitre Kamme
bider. Mod Nord, bag Fed og Lindersvold,
dér løfter Landets brede Skjold
sin tunge Ryg, hvor Fakse Kirke rider.
Bagved: den stærke, brune Jord,
hvis Grøde grøn og givtig gror,
hvor Bondebo i driftig Ro blandt deres Agre hviler.
Dér følger Blikket snart en Plov,
en bakket Vej, en hvælvet Skov,
en Aa, der blaa og blomsterrandet iler.
I roligt runde Former støbt,
i Enges grønne Fløjel svøbt,
i Bakkestrøg beklædt med Bøg den hele Omegn i bølger.
Og langt i Vest bag Baarse By,
dér blaaner Aasen bort i Sky,
mens Dis af Sol mod Syd for Øjet dølger.
II.
Bag Skoves Ly,
ved Fjordens smule Vande,
blev lagt en By, —
en Haandfuld Hytter, som af Ler og Straa
blev klinet sammen om en Kirkevraa
i fjerne Tider af en fattig Skare,
der søgte Fred for Havets Venderfare.
En ringe By,
hvor Armod trælsomt stræbte
fra aarle Gry;
som aldrig vandt de stærke, frie Kaar,
der fremmed Vækst og Velfærd med sin Vaar;
hvis Baade, naar de Fjordens Strømme kløfted,
af Lykkens Bølgeryg blev aldrig løftet.
En hærget By,
af onde Tider truet,
og Fjendegny;
hvor Antonitermunken slog sig ned
og tigged sit Behov og sov sig fed;
hvor Svensken laa i hine Vinterdage,
da Danmarks Hjærte ene var tilbage.
En gammel By,
som aldrig skulde vinde
sig Storheds Ry;
som stred sig nøjsomt frem fra Slægt til Slægt,
men aldrig kastede paa Rigets Vægt
det Lod, af hvilket Skæbnens Gang bestemtes;
hvis Dage kom og gik og hastigt glemtes.
Og dog en By,
hvor Tidens frie Trivsel
har tændt sit Ny; i
som ej blev ældet af de mange Aar,
men ung og stærk endnu ved Fjorden staar
og drømmer med et Smil i Nætter klare
om Havets overvundne Venderfare.