Livet bruser. Hør dets Blodkaskade
styrte sig fra Hjærtets dybe Sø
mod den Afgrund, hvori alt skal dø,
som et Skybrud over Palmeblade.
Dag og Nat dets vilde Strøm omspænder
Verden med sit skæbnesvangre Spind,
der gør Mand og Kvinde ør og blind,
saa de famle frem med gridske Hænder,
til de skylles ned en Dag og falder
lig en løsnet Lerklump i en Flod — —
Livet bruser. Blod frembringer Blod.
Livet har ej Maal og ikke Alder.