Imperatordrømme, Kejsersyner!
— Alt det hvide Marmor lyner
i den hvide Sol.
Brutus vil jeg være,
kan jeg ikke Cepter bære
i Cæsarers Stol!
Skarpe Glimt, som tændes og som sluknes
i det skarpe Skær!
— Alt det ormestuknes
Hader vil jeg være;
jeg vil Vaaben bære
mod de frasedruknes
hovne Pøbelhær.
Mod mig selv især!
Talte Cæsar? Se, hans Pande bryner!
Øjnene ser ud, som saá de Syner.
Spil nu Rollen godt, ifald du kan!
Tys, han tier mægtigt!
Cæsar, det var prægtigt,
om du var en Mand.
Rom har Brug for Mænd; gør dig i Stand!
Hele Forum i Forventning
bier paa hans Ord.
— Cæsar, tal, du tomme!
Lad din Visdom komme
fræk og fed og stille Hobens Tørst.
Thi i Frækhed, Cæsar, er du størst!
Cæsar, Cæsar! —
Ak, jeg drømmer,
som var Cæsar nær!
Blinde mine Øjne svømmer
i en Sø af vilde Syner,
saaret af det solbrandshvide Skær.
— Det er Solen, som har blandet
alting sammen i mit Sind,
saa jeg næppe mere husker
Navnet paa den fede Fusker,
der ihærdigt bondelusker
omkring Magtens Cæsarstol.
Det var Solen, Marmorsolen,
Brutus — — —
Jeg er gal af Sol!
Rom 1901.