Grave
(Fra den protestantiske Kirkegaard i Rom.)
(Fra den protestantiske Kirkegaard i Rom.)
Cypresserne tale i Taushed,
om sagte Sorg de suser;
Luften er grøn af Løvet,
men mildnes af Marmorhvidhed —
— Ak, aldrig saá jeg en Blidhed
saa tyst og sjælfuldt bedrøvet,
et skønnere Tempel for Støvet af dem,
som Gravene huser!
Udenfor Livet bruser,
men Murene dæmper Larmen;
udenfor knuger Varmen,
men her er der skyggesvalt.
Om Søjler, Støtter og Stene
gror Roser og Vedbendgrene,
som blomstred paa alle Gravene
uvisneligt Vandringsstavene,
fra de af Hænderne faldt.
— Ja, Livets Vandring er intet,
men Dødens Evighed alt!
* * *
En Bølge af blaa Violer
ind over en Gravsten skyder;
i Løvet over den lyder
en Nattergals solsøde Stemme
saa blødt som i Bøgene hjemme.
det Navn, som i Stenen er hugget:
Da fatter jeg Sukket,
som aanded saa sagtelig her;
thi den, som i Norden er vugget,
vil længes til Norden igen!
Og medens den romerske Hede
sin Ildblomst paa Himmelen fæster,
jeg mindes, at de, som sove
her under Cypressernes Sus,
de søgte hertil som Gæster,
men fandt sig et blivende Hus.
De blev!
O, hver, som blev rolig,
hvad hvisked han om i sin sidste Stund?
Der bæved en Længsel omkring hans Mund,
hans bristende Blik
over Bjærgene gik,
han vidste, hans Legem en Bolig
men ikke et Hjemsted fik!
* * *
Den fløjtende Nattergal tier,
her bliver saa sukkende tyst;
det er, som sørgmodige Bølger
løb mumlende ind mod en Kyst.
Jeg hører en Lyd som af Flammer
igennem Cypressernes Stammer —
hvor ned de din Aske har lagt!
En Kvinde har Roser dig bragt.
Paa Gravstenens hellige Plade
de hjærteblodblomstrende Blade
blev bredt af en brændende Haand;
de hvisker, hvad ingen maa vide —
— Ja, hver, som kan elske og lide,
vil hylde din evige Aand!
* * *
Cypresserne tale i Taushed,
om sagte Sorg de suser,
som var det de dødes Salmer,
der over mit Hoved bruser;
en dyb fuldtonende Stilhed
af Hjærter i Jordens Skød —
Herinde er Døden Livet,
men Livet larmende Død!
Rom 1901.