Femte Scene.
(Skuepladsen forandres til et Værelse paa Slottet. Aurora
træder ind.)
Aurora.
Hvor faaer jeg Ro? Paa Time følger Time,
Og end kom intet Bud — den bange Nat,
Skjøndt længst forsvunden, staaer endnu for mig
Med sine sørgelige Drømmesyner.
(som i Tanker.)
Jeg stod ved Strandens Bred, og Felix stod
Ei langt fra mig, og let sin Hat han svinged
Og raabte, vinkende ad mig, Farvel!
Jeg vilde træde hen til ham, men meer
Og mere veg hans Skikkelse tilbage
Jo nærmere jeg kom — tilsidst min Fod
Berørte Bølgens Rand; men op i Baaden,
Som gled fra Landet, da jeg saae ham stige.
Seil ikke bort! Seil ikke bort! jeg raabte;
Men Vinden Seilet greb, og Baaden fløi
Hen over Bølgerne, mens selv han vinked
Endnu saa sørgeligt til mig med Haanden,
Og raabte sit Farvel — Farvel — Farvel!
Da vexled Drømmen pludselig: Paa Klippen
Jeg eensom sad og saae til Himlens Skyer,
Og følte mig forladt som aldrig forhen. —
Hvis du vil vide, hvad din Sorg betyder —
Saa klang en Røst for mig — saa gaae til Fjeldets
Den steile Rand, og see i Dybet ned.
Jeg gik derhen — og o, da ned jeg skued,
Da laae med sønderknuste Lemmer Felix
I Dybet, og sin Haand han strakte mod mig
Med disse Ord: Hvi greb du ei min Haand,
Da svimlende jeg faldt fra Fjeldets Tinde?
(Pause.)
Hvad er en Drøm? Dens Sandhed er Bedrag,
Og dog i dens Bedrag sig Sandhed gjemmer,
Thi mange Taarer har min Sjæl den kostet,
Den lod mig ingen Ro før Baandet løstes,
Som knytted mig og Alexander sammen,
At frit som før mit Hjerte kunde aande.
Nu flyver atter høit min Sjæl med Haabet!
Nu stiger atter — efter Stjerne Stjerne,
Erindring paa Erindring; Lyset kaste
De over alle forbigangne Dage,
Og hvad jeg før kun aned, jeg forstaaer!
(urolig.)
Hvor er han nu? Hvor streifer nu han om,
Den arme Flygtning, som jeg har forjaget,
Hvis Brøde var hans Kjærlighed til mig?
Han kunde ei min Vrede bære — O,
Jeg var jo ikke vred! men dog jeg ofred
Ham for en Anden, kold som Iis mod ham.
Hvor blegner Alexanders glatte Tale
For hine Straaler nu af Felix’s Ord!
Hvor veier denne Ynglings rige Hjerte
Den fyrstelige Fattigdom iveiret! —
Og denne Rigdom — vee mig! — er ei meer:
Først i mit Tab jeg kjender hvad jeg tabte.