Fjerde Scene.
(Alexander og Lysander træde ind. Den Sidste bærer
en let Jagtflint.)
Alexander.
Dit Skud traf ei.
Lysander.
Nei, Skud forbi sa’e Fuglen,
Og fløi iveiret med sin muntre Trille.
Det gik med denne Jagt som med den anden:
Jeg traf ei Fuglen, I traf Damen ei.
Alexander.
Ja, du har Ret; Felicia traf jeg ikke,
Skjøndt alt en Time Skoven rundt jeg søgte.
Forgjeves gik paa Eventyr jeg ud,
Lig Fortids Riddere og stærke Kæmper;
Min Dulcinea vil mig ikke møde.
Lysander.
Jeg vedde tør, den Hulde alt er fangen,
Og ført til Hoffet hjem af Hr. Carocco,
Med samt den unge Page.
Alexander.
Nu velan,
Saa æxle vi vort Skind og drage hjem.
Desuden det paa Tiden er — thi selv
Som Executor jeg af Testamentet
Endnu før Middag skal i Raadet møde.
Hvor vente Hestene og Tjenerskabet?
Lysander.
Ei langt herfra. Men først et Spørgsmaal, Herre!
Thi for den store Hast hvormed imorges
Vi drog afsted, og over al den Søgen,
Fik ei jeg Tid tilbunds at kjende Sagen.
Naar modtog I Fyrstindens Brev? Hvormeget
Gav I tilbedste af det Skriftemaal,
Som jeg bodfærdig Eder selv betroede?
Alexander.
Imorges fik jeg Brevet; og saameget
Jeg skrifted, som nødvendigt var, min Kjære,
For ærefuldt at slippe selv derfra.
Du er i Fælden, jeg kan ei dig hjelpe.
Lysander.
Prindsessen veed?
Alexander.
At det er dine Konster,
Hvorved Trolovelsen blev bragt istand.
Lysander.
Vee over al min Troskab! Altsaa aner
Om Eders anden Kjærlighed hun Intet?
Alexander.
Jo, ganske svagt jeg lod den skimte gjennem
Det Brev, hvormed jeg hendes Brev besvared.
Lysander.
Og hendes Brev — dets Indhold? Stiil?
Alexander.
Dets Stiil
Var ypperlig, skjøndt øm den ei kan kaldes.
Det var den rolige, den kolde Stiil,
Hvori Aurora sees en Vintermorgen.
Lysander.
Men Brevets Indhold?
Alexander.
Just var efter Ønske.
Hun talte om den Tvivl, der var opstaaet
I hendes Tanker om min Kjærlighed.
Hun talte om sin Pligt, at prøve nøie
Den egne Følelse — hun rykked frem
Til syvende og sidst med Hovedsagen,
Og foreslog mig høist venskabelig,
At løse, hvad maaskee dog alt var løst;
Med andre Ord: Trolovelsen at hæve.
Lysander.
Og derpaa svared I?
Alexander.
Naturligviis,
Jeg hende kom den halve Vei imøde,
Idet dit Skriftemaal jeg atter skrifted.
Dog hylled Glæden jeg i Sorgens Slør,
Og stækkede min Friheds lette Vinge.
Den hele Sag stod knap en Time paa;
Et Document, hvor begge vore Navne
Forenede sig for os at skille ad,
Blev alt i denne Morgen bragt istand;
Og jeg, som havde tabt en elsket Dame,
Drog ud med dig i denne dunkle Skov
At sørge over Tabet, og at vinde
Ved dette Tab en anden Elskerinde.
Der har du Alt!
Lysander.
Ved Himlen! reent er strandet
Min skjønne Plan for Eders Lykke.
Alexander.
Nei!
Først nu da jeg er fri, jeg føler Lokken;
Thi atter nu min Frihed kan gaae tabt. —
Men hjem! — Tilhest!
Lysander.
I fly’er med stærke Vinger
Bestandig fort ad Kjærlighedens Vei.
Alexander.
Ja, opad gaaer det!
Lysander.
Nedad daler jeg!
Alexander.
Ens Død en Andens Brød, saa Ordet klinger.
(Begge bort tilhøire.)