Mens din Fod, den zephyrlette, maaler
Himmelbanen i den tause Nat,
Falde dine Øines klare Straaler
Melankolske gjennem Busk og Krat:
Zittrende med Luften Bladet bæver,
Skyggen dybt i Skoven stille staaer,
Taagers Dronning hen ad Engen svæver
Med det hvide Slør om sine Haar.
Sødt min Sjæl dit Trylleri fornemmer,
Gamle Drømme vaagne i mit Bryst,
Toner, smeltende lig Mindets Stemmer,
Suse hen i Vestenvindens Røst.
Og som du, hvis længselfulde Blikke
Søger Elskeren, som tabt du har:
Speider rundt mit Øie — finder ikke
Hvad mig her i Verden kjærest var.