Dig søger allevegne
Til alle Tider jeg:
Gik hjem til Fredens Egne
Du ad den stille Vei?
Boer du i videst Fjerne,
Bag Aftenrødens Skjær,
Den straalerige Stjerne
Den rene Himmel nær?
Kan ei du Jorden glemme
I Lysets Ætherduft?
Endnu din milde Stemme
Bevæger Nattens Luft;
Endnu, naar Mørket hæver
Sit Slør og løser fri
De lette Drømme, svæver
Du sagte mig forbi.
Een Trøst er mig forlenet,
Som byder Tiden Trods:
Jeg veed vi er’ forened’,
Skjøndt Døden skilte os;
Jeg veed, at løst fra Smerte
Og skilt fra Jordens Savn,
Bevarer dog dit Hjerte
Et Billed og et Navn.