Jeg eier et gammelt Bæger,
Hvis Rand er sleben og fiin;
Tidt det mit Hjerte qvæger,
Fyldt med kostelig Viin.
Naar op det løftes til Munden
Med stærk og duftende Drik,
En Pige stiger fra Bunden
I samme Øieblik.
Hun sætter sin Fod paa Randen,
Og synger en lystig Sang,
Og kalder sig Venus den Anden,
Skjøndt knap en Tomme lang.
Hendes sorte Lokker rulle
Over det hvide Bryst,
Hendes røde Læber er fulde
Af Kjærligheds smigrende Røst.
Hun skuer mig dybt i Øiet;
Og drikker jeg Druens Blod,
Hun dandser omkring fornøiet
Alt paa sin spæde Fod.
Men vredt hendes Øine tindre
Naar Glasset jeg sætte vil;
For hver en Draabe mindre,
Hun voxer en Tomme til.
Nu rækker hun fast en Alen,
Som før dog luftig og let,
Og ligesaa løs i Talen,
Og ligesaa fri og coquet.
Om min Hals sin Arm hun slynger,
Og kysser min Pande ømt,
Og sødt for mit Øre synger
Det Sødeste, jeg har drømt.
— Det halve Glas er tilbage,
Det tømme jeg vil i Hast,
Og saa til mit Hjerte drage
Min Deilige ømt og fast.
Jeg saae hendes Øine tindre —
Over Læberne Vinen randt —
Den Skjønne blev mindre og mindre,
Med den sidste Draabe hun svandt.
