En Bonde hjemad fra Marken gaaer,
Ved Egen paa Engen han stille staaer;
Han vilde hvile sin mødige Fod,
Thi satte han sig ved Træets Rod.
Da var det som Dvale over ham faldt,
Mens trende Gange hans Navn blev kaldt;
Det var ham, som Stammen skilte sig ad:
En deilig Jomfru derinde sad.
En Egekrands snoer sig om hendes Haar,
Der guldguult lige til Foden naaer;
Som Solskin, der gjennem Blade gik,
Var hendes Øines spillende Blik.
„Til Brudgom, Bonde! jeg kaarer dig,“
Saa qvad hun medens hun reiste sig;
Imedens hun gav ham sin hvide Haand:
„Min Fader har knyttet vort Ægtebaand.“
„Nu vil jeg tilhuse med dig gaae;
Der vores Bryllupsgilde skal staae,
Der vil jeg husvale din mødige Barm
Alt ved mit Hjerte, udi min Arm.“
I Huset de træde saa tause ind,
Der kysser han hendes Mund og Kind;
Han slaaer sine Arme kring hendes Liv,
Og kalder skjøn Jomfru sin Ægteviv.
Fast trykker ham Bruden til sit Bryst;
Som Fuglens i Træet er hendes Røst,
Den daarer ham med en Sang, saa øm,
Med Elskovs liflige, søde Drøm.
Som Træets Mos hendes Arm er blød,
I den han sover til Morgenrød;
Da vaagner han angst, og reiser sig
I skyndsom Hast, saa kold som et Lig;
Thi ude fra Egen en Stemme klang,
Igjennem Ruden han hørte dens Sang:
Kom ud du Bonde! ud paa min Eng,
Ved mine Fødder er redt din Seng.
* * *
To Piger om Morgnen paa Engen gaae,
Den døde Bonde ved Træet de saae;
Ved hans Hoved laae der en Kampesteen,
I Armen paa ham en nedfalden Green.